13 guldmedaljer taler for sig. Syv som aktiv på isen – med 1199 point på kontoen – og nu seks som træner. Tal, der taler deres eget sprog. Todd Bjorkstrand har aktier i 13 ud af Hernings 16 mesterskaber, og han er uden sammenligning den ukronede konge af dansk klubishockey.
Han gjorde det igen i denne sæson. Fik sine spillere til at toppe på de perfekte tidspunkter af sæsonen, og byggede holdet helt perfekt gennem sæsonen.
Ud røg Sabahudin Kovavevic, sloveneren, der gjorde det ganske godt og efter sigende var en populær mand i omklædningsrummet. Ind kom Tero Konttinen, en stærkt spillende offensiv back, der holdt fin AL-Bank Liga-klasse. Konttinen havde bare ikke den rette taktiske disciplin. Den logiske konsekvens var, at samarbejdet ophørte.
Så greb Bjorkstrand telefonen og ringede til en gammel ven. Teemu Jääskeläinen kender systemerne, og er en mand, der gør, som træneren siger. Han blev sidste mursten i defensive bolværk, der bar Blue Fox gennem kvart- og semifinalerne mod EfB Ishockey og SønderjyskE. Et sent fejlkøb, Lasse Korhonen, kunne ikke spille sig ind blandt de seks bedste backs.
Eneste sportslige svipser – ser man bort fra perioden, hvor Bjorkstrand var af sted til U20-VM sammen med fire landsholdsspillere, hvor Herning tabte det hele – var nederlaget i Continental Cup til Ungarns næstbedste hold, Dunaujvaros.
Den weekend fik Blue Fox reddet æren ved at slå både britiske Sheffield Steelers og italienske Asiago, og det facit var træner Bjorkstrand formentlig tilfreds med. Så slap holdet for en udmarvende finaleweekend i Frankrig i januar.
I stedet kunne Blue Fox koncentrere sig om de hjemlige titler, og hvis man kan tale om et vendepunkt efter en lidt sløj første halvdel af sæsonen kom det i den lille turnering herhjemme.
Returkampen i AL-Bank Cup-semifinalen 21. januar er af flere Herning-folk betegnet som det absolutte vendepunkt i sæsonen.
Hurtigt recap: Herning tabte den første semifinale 2-5 på hjemmebane, og var bagud 0-1 i Esbjerg. Herning vandt alligevel 4-1 i den ordinære spilletid, og med Lasse Sandgaards mål i overtiden fandt Blue Fox-holdet en tro på sig selv, som bar helt frem til 17. april, hvor Odense førte 3-1 i kampe og kunne afgøre mesterskabet på hjemmebane.
De seneste to årtier – og lidt til – har der altid været noget uovervindeligt over Herning. Det var det, de finale-urutinerede fynboer fik at føle i de sidste tre kampe.
Et tungt og disciplineret forsvar, bygget op foran solide Lubos Pisar. Ingen nævnt, ingen glemt, for samtlige Herning-backer har gennem slutspillet spillet med en til tider nærmest umenneskelig disciplin.
Og så 12-13 angribere, der har været i stand til at arbejde, arbejde og arbejde. Skulle man fremhæve nogen, kunne det være være Morten Lie, Lasse Sandgaard og Anders Poulsen, den tredje angrebskæde. De arbejder som gale gennem 60 minutter. Skøjter konstant og tager sjældent dumme udvisninger. Spil lige efter Bjorkstrands hoved. Så skidt med, at de ikke scorer så mange mål.
Todd Bjorkstrand startede sæsonen med en våd karklud, og igen formåede han at vride det hele ud af den. Han vred lidt hårdere end alle de andre, fik lidt mere ud af sin karklud.
Ganske symbolsk for Bjorkstrand var han den eneste mand i Blue Fox-boksen, der ikke smilede efter 4-0-målet et par minutter før tid i den syvende kamp. Han coachede videre. Til sidste sekund.
Klasse – og tillykke med guld nummer 16 til herningensisk ishockey.
På sin plads også at sende et kæmpe tillykke til odenseansk ishockey. Godt nok blev den sidste aften sur og bitter, men en andenplads i grundspillet og 10 sejre i træk i slutspillet kalder på anerkendelse.