To af backerne fra i fjor hos Rødovre Mighty Bulls, Søren Pærregaard og Tobias Ruelykke forlader klubben. Dog af vidt forskellige årsager, skriver klubben i en pressemeddelelse. Pærregaard stopper karrieren, mens Ruelykke har fået muligheden for en kontrakt på den anden side af Atlanten.
- Jeg har været rigtig glad for at spille i Rødovre. Vi har haft et fantastisk sammenhold og rigtig mange gode oplevelser. Nu vil jeg gerne bruge mere tid på mit arbejde, og ikke mindst min kæreste og vores lille datter, siger Pærregaard, der blev far i efteråret, siger Ruelykke, der debuterede for klubben tilbage i 2009.
Tobias Ruelykke havde skrevet under for klubben for den kommende sæson, men det papir er nu blevet ophævet, fordi backen har fået en uventet mulighed. Skilsmissen er sket uden dramatik.
- Jeg har fået muligheden for at få en kæmpe oplevelse ved at spille ishockey i USA, og det vil jeg rigtig gerne prøve. Derfor er jeg glad for, at klubben ikke står i vejen. Jeg har haft masser af gode oplevelser her - og Rødovre er min klub og vil altid være det, siger Ruelykke.
Rødovre Mighty Bulls meddeler i øvrigt, at man på lørdag offentliggør navnet på klubbens nye canadiske back, der bliver en af de absolut sidste brikker i næste sæsons trup.