Tilbage engang i midten af 90’erne. Dengang da det endnu ikke var en lov, at samtlige spillere skulle have navne på trøjen, og internettets databaser ikke gjorde det herrenemt at kalde statistikkerne op. Dengang man – i hvert fald i Vojens Skøjtehal, hvor jeg som oftest var på lægterne – var henvist til en lap papir med holdopstillingerne. Og så var det ellers med at kigge numre og lære udenad. Så godt som muligt.
På et tidspunkt dukkede en Mike Grey op på lappen med Frederikshavns holdopstilling. Jeg husker, at vi knægte på tilskuerpladserne diskuterede, om det nu var en ny canadier, de havde hentet ind.
For var han virkelig en udlænding, så var han altså ikke nogen stjernespiller. Ganske logiske tanker, for Mike Grey for små 20 år siden var jo ikke nogen udlært ishockeyspiller, der spillede som en dominerende import.
Vi skulle hurtigt lære, at Grey hverken var canadier eller nogen dårlig ishockeyspiller. Allerede midt i karrieren – omkring årtusindeskiftet – scorede han sit livs triumf, da han blev mester med hjerteklubben Frederikshavn.
Jeg husker stadig sejrsscenerne fra den aften i hallen i Frederikshavn, der var så propfyldt, at man knapt kunne rykke sidelæns.
Frederikshavn vandt 6-5 over Herning efter overtid, og Frederikshavner-knægtene – dem var der mange af dengang – hang oppe i plexiglasset (eller var det trådnet) og gik amok i en festrus uden lige sammen med deres nordjyske medborgere. Mike Grey var selvfølgelig en af dem, der hang allerhøjest oppe.
Som årene skred frem, spillede Mike Grey en mere og mere markant rolle for Frederikshavn. Pointmæssigt toppede han i 2001/02 med 51 point, men Grey har vel heller aldrig været pointjæger. Mere en karakterspiller, der har hevet og slæbt i sine holdkammerater og gang på gang revet dem med fremad over isen, når det har set værst ud.
Jeg vil vove at påstå, at Frederikshavn ikke havde skabt mirakler som for eksempel i 2007/08, hvor holdet gik fra en ottendeplads til en finale, uden Mike Grey som evig indpisker.
Jeg vil samtidig vove at påstå, at dansk ishockey mister en kæmpe personlighed på isen med Mike Greys exit. Også selv om Grey har været en evig pine for modstanderne og modstandernes publikum.
Han har snakket ørene af adskillige dommere og har aldrig været bange for at sige sin mening. Han er faldet lidt for let indimellem, og han har været konstant inde for at genere – også når han ikke har haft en s… at gøre, og spillet for længst har været fløjtet af.
Han har været bevidst om det hele, og på den måde trukket adskillige modstandere ud i straffeboksen.
På den måde er Grey vokset til en af de største personligheder nogensinde i den danske ishockeyliga.
Og ofte har han også stået på det rigtige sted, når kampene skulle afgøres. Hans ishockeymæssige evner, selv om de ikke viste sig i hans sidste sæson i fjor, skal man bestemt heller ikke undervurdere.
Det bliver svært for det frederikshavnske ishockeypublikum at se deres hold løbe på banen uden deres elskede nummer 23 i den kommende sæson.
Og det bliver svært for hele ligaen at undvære en af de spillere, der – uanset, om man har hadet eller elsket ham – har gjort sit for at sætte skub i hele galejen. Den disciplin var Mike Grey en mester i. Dansk mester. Og derfor vil han blive savnet. Af hele ligaen.