SønderjyskE skal hænge hatten på en Herning-statistik, hvis grundspilsvinderne sådan rent historisk skal gøre sig håb om at komme videre til finalen.
Det er nemlig kun sket en enkelt gang, at et hold har været nede 1-3 for til sidst at vinde serien med 4-3. Det var Blue Fox, der tilbage i 2007/08-sæsonen havde vundet den første kamp 10-1 hjemme over Totempo HvIK. Derefter tabte midtjyderne tre i streg for til sidst at vinde tre i streg, og dermed levere et stort comeback. Senere den sæson kunne Blue Fox lade sig kåre som dansk mester.
Dengang var Herning dog entydig favorit, mens de fleste har vurderet den her serie som værende helt 50:50. Kampene hidtil har heller ikke indikeret andet. Midtjyderne har måske vist lidt mere friskhed og skøjteskarphed, og i torsdags mente sønderjydernes kaptajn, Kim Lykkeskov, at indstillingen ganske enkelt ikke var god nok.
- Da vi spillede hjemme tirsdag aften, arbejdede vi røven ud af bukserne, men i aften (torsdag), kom vi ikke ud med den indstilling, man skal forvente i sådan en vigtig kamp, lød det fra Lykkeskov overfor Nordschleswiger.dk.
Så mon ikke der er blevet talt med de berømte store bogstaver både fra kaptajnen og fra træner Simioni efter nederlaget, der gav tre matchbolde til Herning. I tirsdags kom sønderjyderne flyvende ud til kamp, og det vil de formentlig også gøre lørdag mod et Herning-hold, der stille og roligt indtil nu har udnyttet de fleste af de muligheder, der er opstået.
Hurtige mål i både den første og fjerde kamp har sendt Blue Fox i teten, og powerplay-spillet fungerede endelig torsdag aften. Og så mener Thomas Spelling, i den klassiske playoff-retorik, at kunne fornemme, at modstanderne er ved at være møre.
- Jeg føler, vi er ved at have dem. Vi er i bedre kondition, end de er. Jeg synes, de ser trætte ud, siger han til Herning Folkeblad.
Hold øje med: Mario Simioni sagde det selv efter kampen i torsdags: Kun to angribere har endnu scoret for SønderjyskE. Der skal nok være nogen, der har fået læst og påskrevet og er motiveret til aften. Herning havde tjek over SønderjyskE’s powerplay torsdag aften. Fortsætter det, eller finder sønderjyderne nye veje?
Slutspilsfacts: Fjerde bedst af syv-serie mellem de to klubber i historien, og Herning er nede med 1-2. Da midtjyderne tilbage i 2003/04 vandt serien mod SønderjyskE (dengang IK Sønderjylland) var der ingen tvivl i den femte kamp. I Herning vandt Blue Fox sikkert med 4-0. I aften er vi i Vojens, men ingen tvivl om, at Herning gerne ser historien fra dengang gentage sig.