Frederikshavn White Hawks har skrevet kontrakt med tre unge spillere til den kommende sæson. Mest opsigtvækkende er det, at White Hawks har hentet Christopher Frederiksen i Aalborg. Frederiksen har Frederikshavn som sin moderklub.
- Det er rigtig dejligt at kunne præsentere en spiller som har været udenbys. Vi forventer at han kommer hjem med fornyet gejst og motivation og vil tage kampen op med de øvrige unge spillere. Han vil helt sikkert berige vores offensive spil, skriver White Hawks i en pressemeddelelse.
Desuden har vendelboerne forlænget kontrakten med backen Anders Thode og keeper Mathias Hansen. Begge var med på ungdomslandsholdene i denne sæson.